Højerup Bygade 39, Højerup
4660 Store Heddinge
Startsted: Stevns Natur Center
Arrangør: Stevns Natur Center
Telefon: +45 5650 2234
Website: pee(at)stevns.dk
Stevns Klint er både smuk og dramatisk. På en sommerdag farver havbundens kalk havet i utorlige blå farver, og klinten står hvid og toppes af træernes grønne kroner. Klinten er både dragende og dramatisk, og det siges, at Klintekongen har sin sommerboig i en af klintens huler.
Set fra vandsiden rejser den 18 km. lange, stejle klint sig som et massivt forbjerg. Nærmer du dig derimod fra landsiden, så vær beredt på en overraskelse når det flade Stevns brat afsluttes af den op mod 41 meter høje klint. Fra toppen af klinten har man et flot kig over indsejlingen til Øresund og på gode dage kan man se Sverige og Øresundsbroen.
Stevns klint består af kridt og kalk dannet for 65 millioner år siden, da Danmark var dækket af et dybt hav. Nederst i klinten findes skrivekridtet, som består af skaller fra mikroskopiske alger. I skrivekridtet er der fossiler fra dyr, der levede på havets bund - søpindsvin, muslinger og mange andre. Øverst i klinten findes mosdyrskalk med tydelige, bølgende flintbånd. Mosdyrskalken er en hård kalksten, som har været brugt til bygningssten. Det bløde skrivekridt nederst i klinten vaskes bort af bølgerne, mens mosdyrskalken bliver hængende og giver Stevns Klint det karakteristiske amboltlignende profil. Klinteskred sker, når udhæng eller løse blokke falder ned - oftest om vinteren eller foråret.
Mellem skrivekridt og mosdyrskalk findes fiskeleret - et tyndt gråt lerlag. Fiskeleret vidner om en katastrofe, som ramte hele jorden og udslettede over halvdelen af datidens dyre- og plantearter - heriblandt dinosaurerne. En omfattende vulkanisme var længe opfattet som forklaringen på den store katastrofe. Men ved at undersøge fiskeleret fra Stevns Klint fandt forskere for godt tyve år siden ud af, at en kæmpemeteor ramte jorden og var medvirkende årsag til den masseuddøen, som ses over hele kloden.
Det klassiske kig over Stevns Klint fås fra Højerup. Det er her Højerup gamle kirke mistede sit kor i et klinteskred i 1928 - selvom det fortælles, at kirken rykkede et hanefjed ind i land hver julenat. Klinten er 30 meter høj, men stranden kan nås af en solid trappe. I godt vejr er her et storslået kig til Møn.